Murermesterhus som prisme for dagslys
Kontraster, højtsiddende lysåbninger og konstant forandring af belysningen dagen igennem var noget af det jeg drømte om, da 1. salen på et stort murermesterhus på Samsø skulle indrettes til arbejdsplads for min forfattervirksomhed.
Kontraster, højtsiddende lysåbninger og konstant forandring af belysningen dagen igennem var noget af det jeg drømte om, da 1. salen på et stort murermesterhus på Samsø skulle indrettes til arbejdsplads for min forfattervirksomhed.
Det store stuehus blev bygget i 1935 til et af øens mest veldrevne landbrug og har en enestående beliggenhed i Stauns, hvor Samsø er smallest. Mod nord ses fra huset således både øens vestkyst og den usædvanlige østkyst i Stavns Fjord. Bygningen er orienteret med længdeaksen øst-vest. Udfordringen var at forene den usædvanlige udsigt mod nord med et rigt varieret indfald af dagslys fra alle verdenshjørner. Huset har en grundplan på 180 kvadratmeter og et klassisk saddeltag med afvalmede gavle. Begge gavle (mod hhv. øst og vest) har klassiske dannebrogsvinduer, som det er karakteristisk for murermesterhuse.
Løsningen omfatter seks lysåbninger i selve tagfladen. Tre små klassisk udformede tagvinduer (Louvre Heritage H-31) er placeret, hvor der i forvejen var gamle støbejernstagvinduer mod nord.
To større tagvinduer, der er smalle og høje (Louvre Classic L-26), er placeret meget højt på den sydvendte tagflade. De leverer ikke udsigt til andet end himlen, men til gengæld en intens, spot-agtig lysvirkning på den modsatte indre tagflade og på gulvet. Dagen igennem flytter lyskeglerne fra de to vinduer sig med Solens position på himlen, så det bliver til en slags solur. Der er hele tiden kontraster og store luminansspring mellem det direkte belyste område og resten af rummet. Grænsen er i konstant bevægelse på grund af Jordens rotation. Lysstrejfene bliver som månen: Man ved aldrig helt hvor man har dem. Loftsrummet med dets hanebånd bliver til en skyggemaskine i konstant forandring. Dagslyset brydes som i et prisme ud i lokalet.
Men det er ikke bare lysfordelingen, der giver mindelser om prismer. Det er også en opsplitning af dagslyset i farver, som skyldes det mest spektakulære af vinduerne.
Det sjette vindue er en meget stor spalte i den nordvendte tagflade, som deler tegltaget i to. Spalten, som kan minde om åbningen i en astronomisk observatoriekuppel, går fra gulv til kip med en lysåbning på 1,35 meter i bredden og 5,80 meter i højden.
Dette dramatisk store vindue (Louvre Panorama baseret på teknologi fra det engelske ovenlysfirma Glazing Vision) tjener flere formål. Det giver en storslået udsigt mod nord. Det trækker højt lys ind i toppen af rummet. Det skaber en særegen følelse af højt til loftet og himlen (hvad der jo også er). Og det giver en overlegen udsigt til nattens nordlige stjernehimmel med Nordstjernen i centrum.
Tilsammen skaber de to højtsiddende sydvendte vinduer og det store nordvendte vindue en usædvanlig farveoplevelse i solskinsvejr. Gennem det store vindue falder lys fra den blå himmel ind med en meget høj farvetemperatur (omkring 10.000 K). Gennem de højtsiddende sydvendte vinduer falder der direkte sollys ind med en meget lavere farvetemperatur (omkring 5.000 K). På gulvet mødes de to lyspletter ved siden af hinanden: en kold blå og en varm gul. Forudsætningen for dette møde og dens åbenlyse farvekontrast er, at kun dele af tagfladen er åben for lysindtag, så det hele ikke drukner i lys fra alle retninger. Forudsætningen for at de to lyspletter forekommer øjet sammenlignelige, så man kan se farveforskellen, er desuden, at det vindue, der åbner for det spredte blå himmellys, har en meget større lysåbning (her mere end ni gange større) end det vindue, der åbner for det intense sollys.
På en solskinsdag dominerer de sydvendte vinduer rummets belysning på grund af det direkte sollys. På en gråvejrsdag er lysindfaldet anderledes. I princippet kommer lyset fra alle retninger, når det er overskyet, for hele himlen er ensartet lysende. Derfor bliver det vindue, der har størst lysåbning og således ”ser” mest himmel, leverandør af mest lys. Når det er overskyet dominerer derfor det store vindue. Lyset skifter ikke så meget i løbet af en overskyet dag, men forskellen mellem størrelsen af lysåbningerne giver klare kontraster i rummet og skyggevirkninger fra hanebåndene, også selv om det store problem med gråvejrets dagslys jo er fraværet af skygger.
Effekten af de nye vinduer blev mere iøjefaldende end jeg havde turdet håbe. Lyset bliver dynamisk og varierer i farver, skygger og luminans. Det er det, øjet kan lide, for det svarer til at gå rundt i en skov. Der er hele tiden forskelle, og de flytter sig dagen igennem. Det er sundt for syn og sjæl.
Bladet havde naturligvis ikke plads til alle de billeder, de fik, så her følger lidt flere:
